I 1982 udkom Depeche Modes andet album: A Broken frame.
Det markerer noget afgørende nyt i det unge bands karriere: initiatoren, drivkraften og den primære snagskriver, Vince Clarke, har forladt bandet, og Martin Gore skal nu træde ind som primær sangskriver. Med en blanding af nyskrevne sange og enkelte fra de unge teenageår, sætter Depeche Mode et album som dels har meget forskellige sange og dels har en helt særlig varm lyd pga. de synthesizere og teknologi de benytter i indspilningen af albummet.Det er ingen hemmelighed, at dette er det album Depeche Mode selv helst ville have været foruden, men her står de i opposition til en stor del af deres fans. Sange som Leave In Silence, The Sun And The Rainfall og My Secret Garden er i den grad allerstedsnærværende for mange Depeche Mode-fans. Og det er sange som disse, dette foredrag vil dykke ned i.I foredraget begynder vi her: Første del af processen - sangskrivningen - er overstået, og skal nu omsættes til et elektronisk univers. Vi skal se - og ikke mindst høre - A Broken Frames lydunivers - dens sound. Hvilke lyde blev der brugt? Hvilke synthesizere og trommemaskiner havde de adgang til? Og så skal vi prøve at synge nogle af sangene for at opleve og mærke Martin Gores sangskrivning fra han var 13-14 år til 21 år.Du behøver ikke have nogen særlige musikalsk-tekniske forudsætninger - alt vil blive forklaret gennem bl.a. lyd og billeder. Der vil blive givet eksempler på processen fra sang, til elektronisk arrangement til færdig sang, så foredraget vil også være en art koncert
Torsdag den 22. oktober 2026, kl. 19.30-21.30.
Entré: 200 kr
Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg